Overvejelser om bloggens fremtid

Hej alle!

Nu er der gået næsten et halvt år siden jeg sidst har skrevet et indlæg. Jeg har simpelthen gået og overvejet om jeg skulle slette bloggen eller hvad jeg skulle.
I lang tid havde jeg egentlig besluttet mig for, at jeg ville lukke bloggen ned. Jeg har simpelthen ikke haft lyst til at dele så meget ud af mig selv, både for mennesker jeg kender og for helt ukendte mennesker. Mest fordi jeg har haft rigtig svært med at tabe mig. Jeg har tværtimod taget på og så er det ikke særlig fedt at blogge om vægttab, vel? Så bliver man også ofte spurgt om hvordan det går, og jeg har da mest lyst til at lyve og fortælle, at det går fint, men jeg er egentlig et ret ærligt menneske, så har mest lyst til at fortælle, at det faktisk ikke går så godt. De spørgsmål ville jeg nok dybest set gerne undgå.

Men for et par dage siden gik jeg ind på bloggen og læste mine gamle indlæg. Det blev jeg faktisk ganske glad for, at jeg gjorde. Der var en masse tanker og beslutninger, som jeg havde glemt at have haft og at læse det igen var rigtig fint.
Derfor genovervejede jeg min beslutning og nu har jeg faktisk bestemt mig for at give bloggen endnu et forsøg. Det er jo gået i stå for mig rigtig mange gange, men det er som sagt fordi det har været svært for mig at tabe mig og så gider man ligesom ikke skrive til verden om det.
Jeg vil dog give det et forsøg igen, fordi.. Jeg kan sgu godt lide at skrive og jeg kan godt lide at reflektere over mine valg (enormt selcentreret, I know ;) ). Det giver bloggen mig mulighed for. Derfor har jeg også tænkt, at jeg skal til at køre med nogle former for faste indlæg. Måske hvad jeg har trænet i løbet af en uge, en madplan eller et eller andet. Vægtopdateringer ville jo være ret oplagt, men jeg vil meget gerne væk fra et fokus på vægt og over til et fokus på velvære og en følelse af at have det godt. Jeg vil selvfølgelig veje mig fra tid til anden, og det vil jeg også gerne opdatere om, men jeg vil ikke veje mig hver uge.

Jeg har faktisk en del flere tanker, som jeg gerne vil dele med jer. Det må dog blive senere, da det er nogle indlæg jeg skal arbejde en del på. Jeg sidder jo og læser til eksamen lige nu, så de kommer når der lige er tid til det. Nogle af dem vil blive ret personlige, men jeg vil faktisk gerne åbne op, så andre måske kan få en bedre forståelse for, hvad man går igennem når man skal tabe sig så meget som jeg skal, men også så andre kan se, at de ikke er de eneste i verden som har nogle bestemte følelser eller tanker.

Håber I stadig har lyst til at læse med. Hvis I har nogle input til indlæg, så sig til :)

God weekend :)

2015 bliver et godt år!

Hej derude!

Nej nej, bloggen er ikke slettet og nej – den har ikke været hacket. Der har været udgivet nogle indlæg, som reklamerer for nogle andre blogs. Det ved jeg helt ærligt ikke hvad er. Jeg tror det er noget Bloggersdelight har udgivet “for mig” (det har dog vist kun været på Bloglovin’). Jeg havde også problemer med at komme ind på min blog forleden dag, så tror bare det er blog-karma, der rammer mig ;)

For vi kan godt være enige om, at det ikke er aktivitet på bloggen, der har været mest af det seneste stykke tid. Jeg har slet ikke haft motivation eller lyst til mit vægttabsprojekt, som jeg også skrev i forrige indlæg (i oktober – *host host*). Jeg har taget på igen, men sjovt nok, så har jeg fået et par kommentarer om, at jeg da vist har tabt mig. Det forstår jeg ikke, når jeg faktisk har taget 4-5 kilo på? Måske det styrketræning gør, at tingene sætter anderledes? Men er da glad for, at jeg så formentlig ikke ser ud på samme måde som jeg føler mig. For altså – det er sgu ikke den bedste følelse i verden at tage på (når det ikke er med vilje, forstås). Jeg forsøger dog at holde fast i, at selvom jeg har taget på, så er jeg virkelig en meget gladere Louise end jeg har været længe. Siden min 25 års fødselsdag i starten af oktober har jeg bare været glad. For alt jeg har, alt jeg har opnået og alt det der venter på mig forude. Uanset hvad jeg vejer. Det skal nogle ekstra kilo på kroppen ikke sætte en stopper for! Det har jeg nemlig bestemt.
Det sidste års tid har jeg lært, at jeg godt kan være glad på trods af, at jeg ikke har den krop/vægt/udseende jeg måske går og drømmer om. Det er for mig meget vigtigere end at have tabt X antal kilo.

Dog vil jeg rigtig gerne tabe mig, fordi overvægt bare ikke er rart på rigtig mange måder. Derfor har jeg taget en beslutning. Jeg har brug for noget hjælp. Derfor har jeg besluttet at starte et forløb hos en diætist. Hun hedder Christina og I kan følge hende på Facebook her. Vi starter op efter jul, i starten af januar, og jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang. Mine kostvaner er de sidste par måneder gledet TOTALT tilbage i den gamle rille og den har jeg svært ved at komme ud af alene. Jeg er dog rigtig motiveret og er sikker på, at jeg med lidt hjælp nok skal komme godt i gang.

Det sidste års tid har været en lang læringsproces om mig selv. Min helt store svaghed er, at jeg gerne vil det hele på én gang. Fra den ene dag til den anden skal jeg spise fuldstændig sundt, træne 4-5 gange i ugen og læse al pensum. Det er jo ikke realistisk og det giver med sikkerhed nederlag på nederlag. Derfor har jeg bestemt, at jeg går all in på kosten den første uge med Christina. Jeg vil ikke bekymre mig om træning overhovedet. Efter den første uge skal jeg så træne 2 gange i ugen. Det skal jeg gøre i 3 uger. Derefter sætter jeg det op til 3 gange i ugen og det skal jeg så køre igen i minimum 3 uger. Simpelthen for at træningen igen bliver en vane, men så jeg ikke har en forventning om at skulle træne hver dag. Det vil kræve tålmodighed, men nu har jeg en plan for minimum de 6 uger med Christina og så må vi tage den derfra.

Nu er det her indlæg ved at være lidt langt, men der er jo en masse, der skal opsummeres på :) Jeg vil skrive et indlæg mere, så I ikke skal kæmpe jer igennem et alt for langt indlæg.

Rigtig god (for)jul! Håber I får nogle rigtig gode juledage :)

Motivation – hvor bliver du af?

Hej alle.

Bare til info: I er ikke glemt! Men.. Jeg har bare ikke motivation for det her projekt for tiden, og ja – jeg har taget på. Faktisk er jeg tilbage til der hvor jeg startede (vægtmæssigt) for et års tid siden. Kiloene har sneget sig langsomt på over de sidste 3-4 måneder. Ja, det er øv, men jeg gider bare ikke bruge tid på at ærgre mig. For jeg er sgu nået langt på alle mulige andre fronter, og det er egentlig det jeg fokuserer på lige nu.

Så jeg arbejder lige nu på at få noget motivation tilbage og så vender jeg stærkt tilbage!

God efterårsferie derude :)

Hvad er sundhed for DIG?

Hej alle.

Kører det derude? Er I sunde?

Men altså.. Hvad ér sundhed egentlig?
Grunden til, at jeg tager det her op, bunder egentlig i en kommentar jeg fik på min Instagram for noget tid siden. Jeg ved, at personen der skrev kommentaren, ved meget om kost og sundhed og kommentaren var derfor formentlig tiltænkt som en hjælp – men jeg tog sgu ikke for godt imod den (har dog ikke kommenteret noget tilbage). At vurdere mine spisevaner, mit vægttab osv. på baggrund af de billeder jeg har lagt op på Instagram, og deraf komme med “gode råd” til mig – det provokerer mig altså helt vildt! Der ligger jo meget mere bag min person, end hvad jeg viser på Instagram. MEGET mere!
Personligt kommenterer jeg aldrig personers kostvalg (ikke jeg er bevidst om i hvert fald? Og måske også med undtagelse af en veninde eller to, men så er det bare sagt i sjov), fordi jeg er af den klare holdning, at det er op til folk selv at bestemme, hvad de vil spise. Samtidig er det også op til folk selv at finde oplysninger og tilegne sig ny viden ifht. kost, motion osv.
Generelt er det jo også sådan, at hvad der fungerer for nogle, fungerer måske ikke for andre. Fx er jeg jo lige gået tilbage til LCHF og jeg er altså vild med det. Maden smager simpelthen SÅ godt, så jeg savner ikke noget (endnu). Men hvis andre fungerer godt på en kost baseret på kulhydrat eller hvad ved jeg, så skal de da bare gøre det. Whatever floats your boat!
Om du træner hver dag, aldrig eller bare engang i mellem, når tiden/lysten er til det, så er det også fint. Er du mere til at gå en tur i stedet for at stå i et fitnesscenter – jamen, så skal du bare gøre det.
Selvfølgelig er der ting, der ikke er sunde. Det ved vi vist alle. Men at finde sin egen balance mellem kost og motion – det er altså op til en selv, hvordan det skal gøres. Jeg er bare så træt af den her sundhedsbølge, der skyller ind over os alle. Der var engang, hvor det var “nok” at være tynd (for selvfølgelig er det ikke sundt at være overvægtig) – nu skal man gudhjælpemig også være “fit” samtidig! Herre jemini, hvornår stopper det?
Forstå mig ret – selvfølgelig er det kun godt, hvis den generelle sundhed højnes, men det skaber også et pres, specielt på os piger (ja, mig selv inklusiv). Noget af det første jeg gør om morgenen, som en del af at blive vågen, er at tjekke Instagram. Og der er, næsten hver dag, et billede i mit morgen-feed af en person, som har været oppe før fanden får sko på for at træne. Så får man da en smule dårlig samvittighed, allerede inden man er kommet ud af dynerne, over at man ikke selv har ryggrad nok til at stå tidligt op for at træne (har intet imod mennesker der står tidligt op og træner, overhovedet :) ). Men altså – forstår I min pointe? Vi bombarderes konstant med billeder, holdninger osv. om, hvordan vi bør gøre tingene og hvad der er sundhed, og hvad der er ikke. Vi sammenligner konstant os selv med andre, og har en klar ide om, hvad der er rigtigt, hvad der er forkert og hvordan tingene kan blive, når man fx når en bestemt vægt eller lignende. Det er altså ikke sjovt at gå rundt og konstant føle sig utilstrækkelig. Så hvad med at løsne lidt op? Spis den is, eller spring træningen over, for i stedet for at hygge med en veninde. Det gør dig sgu lykkeligere i sidste ende og når du engang sidder, gammel og grå, på et plejehjem – er det så ikke stunderne med de mennesker du holder allermest af, som du husker? Vil man sidde og huske, hvor lykkelig man var, fordi man havde en 6-pack? Men hvad med de omkostninger, der er på vejen derhen?

Nu skal jeg nok stoppe, for jeg kunne egentlig blive ved. Men det jeg vil frem til, og som jeg selv arbejder meget på for tiden, er at lære at være glad NU, og ikke hele jagte mod “den perfekte krop”. Jeg har nemlig længe selv gået med den helt klare ide om, at jeg først kunne blive helt glad, når jeg havde tabt mig. Så ville min vægt ikke holde mig tilbage fra at gøre noget og jeg ville blive lykkelig. Men helt ærligt, så bliver jeg bare mere og mere bevidst om, at det ikke skal være min vægt, der definerer om jeg er glad eller ej!
Måske I kan relatere det, jeg mener, til noget andet i jeres eget liv?

Der er også mange andre bloggere før mig, der har ytret sig om dette emne – og nok også i samme tråd som mig. Men den her kommentar jeg fik gjorde bare, at jeg selv lige fik tænkt over det og nu også har forsøgt at sætte lidt ord på det :)

Håber I får en god dag! :)

Begyndervanskeligheder med LCHF

Hej alle.

Okay, vanskeligheder er måske så meget sagt, men jeg synes godt nok, at jeg har været ret mat i betrækket i dag! Kan virkelig mærke, at min krop er ved at “køre tør” for kulhydrat og nu venter jeg bare på, at den vænner sig til, at det er fedt den skal bruge som brændstof i stedet for, så jeg kan få noget mere energi!

Jeg skrev på Instagram tidligere i dag (følg mig her), at jeg ville ned og træne, når jeg havde været til undervisning, men det blev sgu ikke. Jeg kæmpede virkelig med at komme igennem mine 3 timers undervisning, for jeg var skidt tilpas og sådan lidt svimmel-agtig. Virkelig ikke behageligt, men jeg véd, at det er fordi jeg er ved at omlægge min kost så radikalt, så det skal bare stås igennem. Derfor tog jeg bare direkte hjem på sofaen og her har jeg ikke rykket mig fra siden.
Generelt har mit problem de første dage med LCHF været, at jeg har manglet noget sødt – ikke som i alle mulige usunde, søde sager men fx bare en portion skyr sødet med sødemiddel og frugt til morgenmad. Men med LCHF bør man skære meget ned på de kunstige sødestoffer og – hvis man vil tabe sig – også frugt. Desuden bør man også holde sig fra hel mørk chokolade o.l. de første dage. Det har jeg så bare ikke kunnet overholde! Jeg har spist et par stykker helt mørk chokolade (minimum 74%) hver dag, simpelthen fordi jeg har manglet noget sødt. I dag har jeg så taget konsekvensen, og spist en god portion flæskesvær som snack og en stor portion aftensmad, for at forsøge at kompensere for den her trang min krop har (jeg har også spist et par stykker chokolade, dog). Så må vi se, hvordan det går i morgen. Der vil jeg altså gerne komme op og træne, så håber energien er til det :)

Men ud over ovenstående, så er jeg ret vild med at spise efter LCHF-principperne. Maden smager SÅ godt, altså! Jeg kan dog godt mærke, at jeg skal til at tænke væsentligt anderledes og have flere ting lavet fra bunden og klar til madpakke osv. Jeg kan jo ikke bare tage en skive rugbrød eller knækbrød, når det skal gå hurtigt. Det kræver jo lidt tilvænning, men det skal nok komme med tiden :)

Jeg vil nu slænge mig tilbage på sofaen – ville bare lige opdatere jer om mine opstartsvanskeligheder (samtidig er det gået op for mig, at jeg bør sætte nogle flere billeder ind i mine indlæg – det må jeg lige arbejde lidt på) :)

God aften derude :)

 Seneste plus
 
123Næste ›
x